• Næsten en halv mio. kr. blev i 2019 udloddet kontant til klubberne fra DIU’s VM2018-klubpulje

Det solide overskud fra VM2018 i Herning og København falder positivt ud. Også til de danske ishockeyklubber, der siden overskuddet blev offentliggjort, har kunnet søge om penge fra den såkaldte VM2018-klubpulje.

Her har klubberne kunnet søge om penge til konkrete projekter i klubregi, og det har allerede udmøntet sig i mange og forskellige projekter rundt i hele landet.

DIU’s udviklingskonsulent Christina Benn, der varetager arbejdet omkring ansøgerne, glæder sig over søgningen til puljen:

– Vi har støttet projekter til både bredde og elite, og vi håber, at de tiltag, som for alvor lykkes, kan brede sig som ringe i vandet til andre klubber, lyder det fra Christina Benn, der samtidig oplyser, at der blandt andet er støttet til rekruttering af både dommere og spillere, uddannelse af trænere, specialisttræning i forbindelse med skills samt fysisktræning m.m.

– Der var rigtig mange frivillige kræfter på spil til VM 2018, og det er vi stadig dybt taknemlige over. VM2018-klubpuljen har været en af vores måder at give tilbage på. Det er ikke hverdagskost for et specialforbund at kunne udlodde midler af denne størrelse, men igen skal vi med glæde tænke tilbage på solskinsdagene i maj måned 2018  i København og Herning, hvor Danmarks største sportsevent til dato stod i ishockeyens navn, siger direktør for Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen.

Puljen er åben igen i 2020, og der laves nu opfølgning på de i alt 12 projekter fra 2019, der har fået støtte.

Der blev uddelt i alt præcist 468.000 kroner til klubberne i hele landet fra puljen i 2019, fordelt på 12 klubber, som fik godkendt økonomisk støtte til et projekt.