Det danske U18-landshold fortsatte sejrstakterne fra kampen mod Frankrig. Fredag lagde de rød-hvide et par mål til i forhold til førstedagen og besejrede gæsterne med sikre 5-1.

Lucas Andersen (Malmö) assisteret af Daniel Baastrup (Linköping) og David Madsen (Växjö) lagde for efter 13 minutter, og stillingen var 1-0 efter første periode foran 159 tilskuere i Herning.

Et hurtigt dobbeltslag efter 24 og 26 minutter afgjorde reelt kampen i Danmarks favør. Først ved Jonas Røndberg (Växjö) og siden ved Peter Larsen (Letnany). Danmark bragte sig endda på 4-0 ved Jonas Røndbjerg – igen – efter 35 minutters ishockey.

Et fransk reduceringsmål hjalp ikke gæsterne, for efter 54 minutter scorede Lasse Skov Jensen (Herning) assisteret af Søren Dietz-Larsen (Oskarshamn). Dermed kom en sikker dansk sejr i hus uden problemer.