De danske U18-landsholdskvinder vandt her til aften den anden uproblematiske og klare sejr ved Division IB-VM. 

Efter 6-1 over Storbritannien i åbningen gik det i aften ud over Kina, som danskerne kørte over lige fra kampens start. 

Allerede inden der var gået tre minutter havde Lilli Pearl Friis-Hansen bragt de rød-hvide foran 1-0 og fem minutter senere scorede Mille Sørensen i powerplay til 2-0.

Festen fortsatte i en anden periode, hvor danskerne scorede hele fem gange og dermed lukkede kampen definitivt.

Lilli Pearl Friis-Hansen åbnede ballet og fire forskellige danskere kom i øvrigt på tavlen i anden periode, hvor Sofie Damgaard, Julie Henriksen, Sofie Dahl og Emma Aller Mathiesen bragte Danmark på 7-0. 

Amanda Refsgaard ville også være med i festen og satte både 8-0 og 10-0-målet i tredje periode, hvor Kristine Melberg også kom på tavlen.

Herlig dansk aften, men også en pligtsejr, for turneringen har allerede efter to spilledage delt sig i to: Australien, Storbritannien og Kina skal kæmpe for at undgå nedrykning, mens Danmark, Polen og Frankrig spiller om oprykning.

For Danmarks vedkommende begynder alvoren tirsdag eftermiddag mod værterne. Det bliver en gyser.