Det danske U17-landshold tabte i går den første kamp ved turneringen i Füssen med 0-4 mod et hold dygtige slovakker, der lige havde lidt stærkere individuelle spillere i spidsen af holdet, ligesom Slovakiet også var en smule stærkere i fysikken. Fire måls forskel afspejlede dog ikke forskellen på de to hold.

Sådan lyder konklusionen fra U17-landstræner Mikael Hammarström efter sæsondebuten i går for U17-landsholdet.

– Vi fik kampen hen, hvor vi ville have den, det vil sige, at vi holdt den resultatmæssigt lige efter første perioder, selv om vi optrådte lidt nervøst og spillede for stresset, når vi havde pucken. Slovakkerne havde flest chancer og mest puck i første perioder, siger han.

Danskerne kom godt ud til anden periode. Fik godt fat de første seks-otte minutter og skabte flere gode chancer. Dog uden at få scoret.

– Desværre fik det os til at blive alt for optimistiske i vores spil med puck og vi tog nogle chancer og dermed også unødvendige individuelle fejlbeslutninger i stedet for at spille som et hold. Slovakkerne udnyttede det til at bringe sig foran både 1-0 og 2-0. Vi blev ramt et par tilfældige skader og blev dermed også tvunget til et par rokader. Dermed tabte vi den gode rytme, som vi begyndte anden periode med, lyder det fra Mikael Hammarström.

I tredje periode gik Danmark efter en reducering fra start, men fik ikke bonus. Slovakiet scorede til 3-0 efter en dansk fejl i egen zone.
– Slovakkerne scorede til 4-0 fem minutter før tid, men forinden havde vi tre soleklare scoringschancer. Slovakiets målmænd stod dog godt gennem hele kampen og delte også prisen som deres bedste, forklarer Mikael Hammarström.
Kristian Kragh blev kåret som bedste dansker i kampen.
– Vi glæder os til kampen mod Schweiz (i dag klokken 15) og til at få revanche. De her kampe er udviklende internationalt, og i morgen møder vi en modstander med god speed i skøjterne, hvor det gælder om ikke at give dem mulighed for at straffe vores pucktab. Vi skal holde vores motto: Simpelt er godt, siger Mikael Hammarström fra Füssen.