Danmarks Ishockey Union

Thomsen ikke tilfreds trods 2-1-sejr


Kvindelandsholdets coach Michael Thomsen var ikke alt for tilfreds med, hvad han så i eftermiddag i UTE-Arena i Budapest. Godt nok vandt Danmark 2-1 over Slovakiet efter straffeslag – Josefine Persson leverede den afgørende scoring – men eksperimentet med at spille med fire kæder fra start forløb ikke alt for godt.

– Det var først omkring halvvejs inde i kampen, at mine spillere vågnede op. Og det var på samme tidspunkt, vi begyndte at toppe holdet. Det var lidt ærgerligt, at det var det, der skulle til, før topspillerne på holdet kom i gang, siger han.

Det skal nævnes, at slovakkerne var stærkere end beregnet. Modstanderne arbejdede stenhårdt – og også ustruktureret – og havde held til at drille det danske opspil i store dele af kampen.

– Selv om det ikke helt fungerede med fire kæder, så gav det trods alt bonus i slutningen af kampen. Vi pressede på til sidst i tredje periode og dominerede overtiden totalt og havde stolpeskud. Måske var det fordi vi havde flere kræfter end dem, funderer Michael Thomsen fra Budapest.

Danskerne fandt aldrig helt dommerlinjen og tog også mange udvisninger kampen igennem. Også det var med til at forstyrre rytmen med fire kæder.

– Der var problemer med disciplinen og måske tog det også lige tid, før de to nye (Line Ernst og Josephine Asperup) fandt deres pladser på holdet og i hierarkiet, vurderer Michael Thomsen.

I morgen stiller Danmark igen med fire angrebskæder, men dog efter et andet koncept. Tre kæder, der ruller på og en fjerdekæde, der i første omgang aflaster.

– Jeg var absolut ikke tilfreds med kampen i dag og forventer mere i morgen. Stor ros til rutinerede backer som Charlotte Densing og Simone Jacquet, der virkelig viste ro og rutine gennem hele kampen. Sådanne typer har man brug for på et hold, siger Michael Thomsen.

Danmark møder Ungarn i morgen klokken 13 og kan med en sejr sikre sig turneringssejren og dermed et godt rygstød frem mod næste måneds VM.

 

 

Josefine Persson scorede også Danmarks mål i den ordinære spilletid i det 30. minut. 10 minutter senere udlignede Viktoria Ihnatova for slovakkerne og den stilling holdt altså helt frem til straffeslagene.