Det danske U20-landshold måtte desværre se kampen i Norge i aften blive afbrudt efter to perioder.

Der var et hul i isen i det ene målfelt, og efter 40 minutter gjorde hullet det umuligt at fortsætte kampen. På det tidspunkt var stillingen i kampen 1-1, og de to hold besluttede at afgøre sagerne i en straffeslagskonkurrence i “den gode ende”.

Det resulterede i en dansk sejr på, eftersom Kasper Larsen blev den eneste målscorer.

Og her kommer vi også til en af aftenens stærkeste præstationer, for Frederik Søgaard tog samtlige fem straffeslag og fortsatte dermed de gode takter fra de to ordinære perioder, hvor han var Danmarks bedste.

Marcus Almquist var dansk målscorer, og U20-landstræner Olaf Eller var gennemgående vældig tilfreds med holdets indsats.

– Vi skal være lidt bedre i vores puckomgang, og det arbejder vi på, men spillerne arbejdede stenhårdt og kom alle med en positiv attitude. Det var slet ikke så dumt endda, siger Eller, der igen i morgen tager holdet til kamp.

Den første “returkamp” spilles klokken 19, og hvis spillerne fik en kort kamp, så må det være anderledes for “banemanden”. Han må være på overarbejde i Skien i aften.