Rødovre SIK får nu endnu bedre muligheder for at træne talenterne op. En skudhal er nu endeligt besluttet og ventes at stå klar i juni. En unavngiven sponsor har stået for de sidste 50.000 kroner, der var nødvendige for, at RSIK kunne betale sin del af det endelige beløb.

Det skriver Rødovre Lokal Nyt.

Skudhallen kommer til at koste 500.000 kroner, og kommunalbestyrelsen i Rødovre har bevilget de resterende 450.000 kroner.

– Hallen skal gerne stå klar til juni, og den bliver bygget bag Rødovrehallen ved siden af den nuværende træbarak.

– Hvis hallen bliver som det forslag, jeg har set, bliver det en rigtig flot hal. Det er da stort det her, og nu ser jeg frem til første spadestik, siger RSIK-sportschef Jesper Duus, der som bekendt også er træner for Rødovre Mighty Bulls i Metal Ligaen.