Løve-Guidelines

Denne side indeholder konkrete guidelines og inspiration til, hvad du som klub, LØVE-ansvarlig, træner eller holdleder skal og kan gøre i arbejdet før, under og umiddelbart efter LØVE-dagen, for at nye børn og forældre kan få den bedst mulige oplevelse ud af dagen, og for at I som klub kan få den bedst mulige rekruttering ud af dagen.

Vi er glade for, at børn og forældre kommer og prøver ishockey, men det er måske endnu vigtigere, at de kommer igen. Vores erfaring fra praksis er nemlig, at der er relativ stor opbakning til LØVE-dagen, men der mangler opfølgning, så selvsamme børn og forældre kommer igen og melder sig ind i klubben. I dette hæfte sætter vi både fokus på oplevelsen for børn og forældre og rekrutteringen for klubben.

Vi oplever mange klubber, der laver fine tiltag før, under og efter LØVE-dagen, som andre klubber kan drage nytte af. Vi oplever også, at klubberne gerne vil dele erfaringer, sparre og søge inspiration fra andre og er generelt nysgerrige på, hvordan man konkret laver disse tiltag i praksis.

På baggrund af dette og med et ønske om at skabe inspiration blandt trænere, holdledere og LØVE-ansvarlige er intentionen og vores forhåbning med denne side at skabe rammerne for flere tiltag i forbindelse med LØVE-dagen, ligesom siden forhåbentlig vil inspirere klubberne til at prøve kræfter med nye måder at tænke rekruttering.

I hæftet præsenteres nogle konkrete forslag til, hvordan man som klub kan lave tiltag/initiativer/aktiviteter, som kan danne rammerne for en mere langsigtet rekruttering. Som klub kan man prøve kræfter med et enkelt tiltag, flere tiltag eller blot dele af tiltag, som man finder interessant, og man kan tilpasse struktur, så det bliver relevant for klubbens ønsker og behov.

De konkrete tiltag er hentet som inspiration fra klubber, der har gode erfaringer med det aktuelle tiltag og fungerer således som et råd fra én klub til en anden. Efter nogle af de præsenterede tiltag, kan der findes en skabelon, som vil gøre det nemmere at tilpasse lige præcis det tiltag til sin egen klub. 

Indholdet på denne side er:

  • Forventninger til klubben før, under og efter LØVE-dagen og DIU’s forpligtelser hertil
  • Inspiration til hvad klubberne kan gøre før, under og efter LØVE-dagen
  • Skabeloner til at udføre nogle af tiltagene i praksis

De forskellige guidelines og inspiration til tiltag er opstillet i punktform, men der vil løbene blive refereret til skabeloner til flere af tiltagene, som kan findes til sidst eller med direkte henvisning i teksten. Disse skabeloner kan kopieres og bruges, som klubberne ønsker det. Skabelonerne er med til at gøre arbejdet lettere, men det er ikke noget krav at bruge dem (undtagen ”skabelon-a – registrering af barn”, som skal bruges og indsendes senest to dage efter afholdelse af LØVE-dagen).

Hent Løve-Guidelines som pdf her, eller klik videre herunder.

  • At udpege én ansvarlig kontaktperson, som skal kunne kontaktes på både mobil og mail (meddeles til udviklingskonsulent Christina Benn, så hun kan sende mails osv. i den rigtige retning)
  • At melde tidspunkt for arrangementet til udviklingskonsulent Christina Benn, så hun kan annoncere for det på DIU’s medier
  • At mindst to trænere er klar til at gå på isen på LØVE-dagen med børnene
  • At mindst to ledere udenfor isen er ansvarlige for at låneudstyr, skøjter, hjelme m.m. ligger klar til børnene samt hjælpe dem i udstyret
  • At der er adgang til mindst 60 minutters istid i hallen på LØVE-dagen
  • Markedsføring af LØVE-dagen på hjemmeside, Facebook-side, plakatophængning på skoler, børnehaver, SFO’er samt gennemførsel af egne ideer til markedsføring lokalt.
  • Invitér den lokale presse (TV2-regionerne, lokalavisen osv.). Den lokale presse kan også inviteres et par dage før (TV2 Lorry har f.eks. et indslag om: ’det her sker i den kommende weekend’) (”skabelon-1 – mail til TV2-regioner”)
  • Invitér byens børn f.eks. ved at LØVE-folk, børn og Duckly kommer på isen ifm. en ligakamp inden LØVE-dagen. Speakeren kan annoncere dagen, samt der kan uddeles flyers til publikum
  • ’Annoncering’ på Facebook ved oprettelse af en begivenhed for LØVE-dagen, samt at målrette annonceringen eller begivenheder til de segmenter, man ønsker på LØVE-dagen: f.eks. ved at ’booste’ opslag eller begivenhed i forskellige geografiske områder eller til målgrupper i en bestemt alder
  • Uddel flyers eller lignende direkte i skoleklasser (0.-2. klasse) eller via kontoret eller lærerværelset
  • At der er kaffe/te til forældrene samt skåret frugt til børnene (også gerne en sandwich eller boller/rundstykker til forældre)
  • At alle besøgende børn bliver registreret med navn, alder og forældres mailadresse til brug ved opfølgning (Se ”skabelon-a – registrering af barn”)
  • At der er aktiviteter på isen f.eks. ”fang en ligaspiller/Duckly”, spil med tennisbold, glidebaneleg, forhindringsbaner og sjove øvelser fra powerskating osv. Selve aktiviteten på isen skal være af 60 minutters varighed, men med mulighed for at børn og forældre kan gå af isen tidligere og blive modtaget i omklædningsrummet
  • At få ’aktiveret’ de artikler, som DIU uddeler, herunder merchandise, T-shirts, autografkort osv.
  • At den lokale LØVE-repræsentant er til stede, hvor forældrefolder m.m. uddeles til de pårørende
  • Hav en computer stående, så forældre og børn kan melde sig ind med det samme
  • Hav gerne et indmeldingstilbud eller lignende, der gør det ekstra attraktivt at indmelde sig på dagen
  • Afhold evt. informationsmøde om udstyr, LØVE-træning osv. før børnene kommer på is, så det sikres, at forældre får den nødvendige information med sig hjem
  • Afhold forskellige konkurrencer f.eks. lodtrækning om Duckly-bamser, billetter til en ligakamp, ishockeystave med autografer fra ligaspillere osv.
  • Spørg gerne børn og forældre, hvor de har hørt om LØVE-dagen – mundtligt eller skriftligt f.eks. når forældrene registrerer barnet ved ankomst. På den måde kan I se hvilken kommunikation, der virker for jer
  • At udsende en ”tak for besøget”-mail med en hilsen fra klubben og f.eks. med et holdbillede af alle de aktive på isen. Mailen bør bilægges lidt informationsmateriale fra klubben om træningstider osv.
  • Senest to dage efter LØVE-dagen at indsende ’rapport’ til udviklingskonsulent Christina Benn med børnenes navne og fødselsdato (Brug den udfyldte ”skabelon-a – registrering af barn”)
  • Senest to måneder efter LØVE-dagen at indsende svar på et spørgeskema udsendt af udviklingskonsulent Christina Benn
  • Klubben kan f.eks. give fribilletter til barnet + en ledsager til en ligakamp (”skabelon-2 – ’Tak for besøget’-besked og fribillet til ligakamp”)
  • Klubben kan skrive en artikel og sende til den lokale avis (Hvis pressen ikke selv kan være der på dagen, modtager de gerne skrevne artikler, som de kan trykke) (Se ”skabelon-3 – Artikel til brug efter LØVE-dagen”)

Jævnfør ovennævnte sørger DIU for finansiering og udfærdigelse af følgende (til den årlige FÆLLES LØVE-dag), som udleveres til den ansvarlige i klubben:

  • Plakater som alene skal påføres tidspunktet for eventen i den lokale klub. Der udfærdiges 20 plakater til hver klub
  • Autografkort
  • LØVE Ishockeyskole-foldere
  • T-shirts og evt. merchandise

Skabelonerne kan hentes herunder i Word-dokumenter.

skabelon-1

skabelon-2

skabelon-3

skabelon-a