Et forrygende dage i det sjællandske blev afsluttet søndag eftermiddag, da Danmarks Ishockey Union holdt de efterhånden traditionsrige landsmesterskaber i U15.2 og U13.2-kategorierne.

Der blev spillet et hav af gode ishockeykampe hos KSF og ikke mindst i Gladsaxe og Gentofte, der var hovedværterne for henholdsvis U13.2 og U15.2-landsmesterskaberne.

Det blev til dobbelt guldtriumf for Herning, der fik ni point i fire kampe i slutspillet hos U13’erne, der spillede i Gladsaxe.

11 hold i alt deltog, og fem af holdene røg videre til slutspilsserien, hvor Herning slog Aalborg, KSF og Amager og tabte til Vojens, der på den måde sikrede sig sølv i den tætte finalepulje. Det blev bronzemedalje til Aalborg foran KSF og Amager.

Hos U15-spillerne i Gentofte endte det med en dyst om guld og sølv mellem Herning og Vojens. Her vandt midtjyderne med stensikre 9-0 over sønderjyderne, der dermed blev henvist til sølv i den fire hold store finalepulje.

Gentofte vandt bronze efter en sejr over Rungsted i turneringen, hvor ni hold i alt deltog.

Masser af ros til værterne efter to velgennemførte landsmesterskaber – en tradition, der i den grad er kommet for at blive i dansk ishockey.