Når ishockey-VM for kvinder spilles i Herning og Frederikshavn i august og september bliver det med Sverige som deltager i stedet for Rusland, der er udelukket på grund af krigen i Ukraine

En af de hidtil største ishockeybegivenheder på dansk jord løber af stablen i august og september i Herning og Frederikshavn, når verdens 10 bedste nationer – inklusive Danmark – mødes for at dyste om VM-titlen. Det bliver i to indledende grupper, der spilles i henholdsvis Iscenter Nord i Frederikshavn og Kvik Hockey Arena i Herning.

Logoet er nu klar til brug og signalerer, at de rød-hvide ishockeykvinder tager imod verdens bedste nationer med styrke og kraft og masser af mod til at udfordre topnationerne. Øverst signalerer et brusende Kattegat Frederikshavn og omegn, mens den nederste del af logoet signalerer Heden som en del af Hernings DNA.

– VM på hjemmebane bliver en kæmpe begivenhed – ikke blot for landsholdsspillerne – men for hele ishockey-Danmark. Hos det internationale ishockeyforbund rangerer kvindernes VM som en turnering på allerøverste hylde, og det skal vi både sportsligt og organisatorisk leve op til. Vi glæder os til at byde velkommen i Herning og Frederikshavn, siger direktør for Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen

Med udelukkelsen af Rusland på grund af krigen i Ukraine, er der justeringer i grupperne, som netop er blevet besluttet i den forgangne weekend af det internationale ishockeyforbunds (IIHF’s) ledelse. Ændringerne betyder, at Sverige afløser Rusland og dermed sættes ind i gruppen i Frederikshavn, der i forvejen tæller Danmark, Tjekkiet, Tyskland og Ungarn.

– Vi glæder os til at byde alle vores gæster et varmt velkommen til VM i Frederikshavn, hvor vi er klar til at levere værtskab i verdensklasse. Vi har nære relationer til både Japan og vores broderland Sverige, men omstændighederne taget i betragtning er det vigtigste få kabalen til at gå op, og vi ser frem til at skabe en fantastisk stemning i Iscenter Nord, siger Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

Fra rådhuset i Herning siger borgmester Dorte West:

– Vi er ulykkelige over baggrunden for, at Rusland ikke skal deltage ved VM i ishockey, men det er selvfølgelig den eneste rigtige løsning. Vi glæder os til at byde både Japan og de øvrige hold i gruppen velkommen i Herning og til at vise verdens bedste kvindeishockeyspillere på midtjysk is.

I gruppen i Frederikshavn spilles om tre pladser i kvartfinalen, mens nederste hold rykker ned i Division IA. Danmark har hjemmebane i Iscenter Nord.

I Herning spiller de fem bedst placerede nationer på verdensranglisten om seedningen til kvartfinalerne: Canada, USA, Finland, Schweiz og Japan dyster således i det midtjyske, hvor slutspillet og VM-finalen også spilles.

– Selv om det er på en trist baggrund, glæder vi os over, at Sverige kommer til Frederikshavn, hvilket stensikkert kommer til at generere masser af ekstra tilskuere og gæster. Dermed får vi en endnu større hockeyfest i Vendsyssel på den danske hjemmebane, mens tilskuerne i Herning kommer til at opleve store dueller mellem USA, Canada og Finland, medaljevinderne fra OL. Her så vi også, at kvindeishockeyen holder højeste internationale klasse, og det glæder vi os til at præsentere på dansk is, siger Ulrik Larsen.

VM spilles i dagene 26. august til 4. september. Gruppe A i Herning med: Canada, USA, Finland, Schweiz og Japan (alle 5 hold videre til kvartfinaler)

Gruppe B i Frederikshavn med: Danmark, Tjekkiet, Tyskland, Sverige og Ungarn (3 hold videre til kvartfinaler, et hold rykker ned)