Ti topnationer inklusive det danske landshold kommer i dagene 26. august-4. september 2022 til Danmark for at udkæmpe slaget om VM-titlen.

Der skal spilles 30 kampe i alt og dermed overtager Danmark værtskabet efter to VM-turneringer i Canada. Inden for kort tid vil det blive offentliggjort, hvilke byer, der skal lægge is til VM i Danmark.

– Det her er kæmpestort for ishockeysporten og kvindeishockeyen i Danmark, og det bliver stort at kunne præsentere både vores danske landshold og topnationer som Canada, USA, Finland, Schweiz og Rusland på dansk is.

– Det er virkelig de store navne og nationer, der kommer til Danmark. Det vil helt sikkert give interessen for kvindeishockey et boost, siger Henrik Bach Nielsen, formand for Danmarks Ishockey Union.

– Da vi efter herrernes VM 2018 i Herning og København skulle beslutte os for en række nye satsninger på baggrund af succesfuldt arrangement, var kvindeishockeyen et af vores fyrtårne.

– At vores landshold nu skal spille VM på hjemmebane, er en kulmination på det store stykke arbejde, der er blevet gjort med kvindelandsholdet og kvindeishockeyen – både sportsligt og organisatorisk, lyder det fra Henrik Bach Nielsen.

Henrik Bach Nielsen, der i mange år har siddet med i ledelsen af det internationale ishockeyforbund (IIHF) og i dag er europæisk vicepræsident i IIHF, karakteriserer kvindernes VM som den tredjestørste internationale ishockeyevent i løbet af en normal sæson.

– Kun herrernes VM og Junior 20-VM i juledagene er større end kvindernes VM, som er et satsningsområde for IIHF. Efter to sæsoner med Canada som vært, er vi naturligvis stolte over at få sådan en kæmpeevent til Danmark. Det sportslige niveau er tårnhøjt, og jeg er sikker på, at vi får masser af tilskuere på lægterne, siger Henrik Bach Nielsen.

Hos Sport Event Denmark er direktør Lars Lundov ligeledes begejstret.

– Danmark var vært for det – jeg får lyst til at sige – legendariske VM i ishockey for herrer i 2018. Nu er tiden kommet til VM ishockey for kvinder i 2022. Det bliver fantastisk at opleve verdens bedste kvindelige spillere kæmpe om medaljer på dansk grund. VM-arrangementer indenfor de olympiske sportsgrene er altid noget helt særligt, siger han.

Kvindernes VM tæller 10 hold, der er opdelt i to lag, en A- og en B-pulje, hvor alle hold mødes. I A-puljen går alle hold videre til kvartfinalerne, hvor de suppleres med tre hold fra B-puljen, hvor Danmark deltager. De to nederste nationer i B-puljen rykker ned i Division IA.