Kom til ishockeyfest i Jyske Bank Boxen i januar – kampen om pladserne spidser for alvor til

Allerede nu har kampen om pladserne til Final Four i VM-arenaen Jyske Bank Boxen skabt masser af opmærksomhed i
ishockey-Danmark. Slaget om at komme til Herning er knivskarpt, og de 11 Metal Liga-hold – blot et par stykker er nu
faldet fra – kæmper intenst om at komme med.

I morgen, 26. oktober, kl. 10.00 begynder billetsalget via Ticketmaster, og for blot 275 kroner kan man komme med i
Jyske Bank Boxen til to semifinaler fredag og finalen lørdag. Salget sker på ticketmaster.dk og mch.dk.

– Det bliver en fest. Ikke blot for fansene af de fire mandskaber, men for hele ishockey-Danmark. Vi håber, at tilskuere
fra samtlige klubber dukker op og skaber en stor event og måske en ny tradition. Vi glæder os i hvert fald til at teste
konceptet, siger DIU-direktør Ulrik Larsen.

Lige nu ligger det potentielle hjemmehold fra Herning og de forsvarende Metal Cup-mestre fra Rungsted lunt i svinget
til at erobre to af de fire pladser. Intet er dog sikkert endnu, og en svag periode kan komme til at koste dyrt. Final
Four-regnskabet gøres op 21. november, hvor samtlige hold har mødt hinanden ude og hjemme en enkelt gang, og
hele ræset kan følges via Metalligaen.dk.

– Metal Ligaen er jævnbyrdig og tæt som aldrig før, og Final Four-ræset har givet sæsonstarten en intensitet, vi ikke
har set tidligere. Vi tror også på et højt sportsligt niveau til finaleturneringen, siger Ulrik Larsen.

Udover det almindelige billetsalg, der går i gang den 26. oktober, kan der fra den 22. november købes dagsbillet til
særlige fanafsnit i Jyske Bank Boxen. Fanafsnittene vil være placeret på en af langsiderne, og der er indtil 200 pladser
til rådighed pr. fanafsnit til begge spilledage.