Anbefalinger til klubaktiviteter

Opdateret 22. april 2020 kl. 12.00
Mens Coronakrisen pågår, er der indført restriktioner, der har stor betydning fra dansk ishockey. Derfor har vi samlet en række anbefalinger til klubaktiviteter på denne side. I takt med at myndighedernes og DIF’s anbefalinger justeres, vil vi løbende opdatere vores anbefalinger her:

Inddel træningstiden
Træn i kortere tid (60 minutter) og del holdet op. Det betyder eksempelvis, at Gruppe 1 møder ind kl. 16:30 og Gruppe 2 møder ind 17:45.

Undgå at gradbøje reglerne
Selvom det er fristende med et stort græsareal at invitere hele holdet til træningen, så gælder forsamlingsforbuddet på mere end 10 personer stadigvæk, hvorfor træningen bør inddeles som beskrevet ovenfor.

To meter og håndsprit
Træningen bør kun gennemføres, hvis reglen om to meters afstand og mulighed for håndvask/håndsprit kan efterleves.

Kom omklædt og medbring eget udstyr
Spillerne skal møde ind omklædt. Hvis I vil arbejde med teknisk træning, så skal spillerne selv medbringe stav og bold. Bliv gerne inspireret af vores YouTube-kanal med forskellige øvelser.

Tage udstyr ud
Det er i orden at tage udstyr med udenfor, men udstyr skal sprittes af før og efter brug. Vi opfordrer til, at udstyr som flyttes udenfor følger den samme spiller under hele træningen. Derfor er vores forslag, at man udelukkende tager vægtskiver med ud – de kan nemt afsprittes før og efter træning. Her er inspiration til træningsøvelser med vægtskiver. Der vil være mange andre øvelser, hvor vægtskiver kan anvendes.

”DIF støtter fuldt op om de foreninger, der ikke ønsker at gennemføre udendørs idrætsaktiviteter endnu”
Er man i tvivl om, hvorvidt retningslinjerne kan overholdes, bør man lade vær! Se også de overordnede anbefalinger fra DIF.

DIU selvtræner
Husk også at der stadigvæk er inspiration til træningen på: https://ishockey.dk/diu-selvtraener/

Råd og vejledning
Har I som klub brug for råd og vejledning om, hvordan klubaktiviteten kan struktureres eller brug for indspark til ideer til træningen, så tøv ikke med at kontakte sportsafdelingen (Olaf: oel@ishockey.dk el. Thomas: tma@ishockey.dk).